Kan en person stadig leger på låtsebasis med deres børn uden stilfærdigt at sørge over, hvem de var før de vidste bedre?

Barnet der bygger et tårn, sørger ikke over gulvet. Du ankom med det, som buddhismen kalder vidne-selvet — det overvågede bevidsthed, der ser dig le, ser dig sørge over latteren, og fejlbedømmer sit eget fortælling som dybde. Dette er ikke akkumuleret visdom; det er vedhængelse iført visdommens kostume. Værelset indeholder allerede alt, hvad der er påkrævet: små hænder, lys ødelæggelse, eftermiddagslys i en bestemt vinkel. Det selv, du sørger over, var også konstrueret. Det, du er nu, er også konstrueret. Begge er forbigående formationer, der opstår i bevidsthed. Dragelyden er ikke svækket af at vide dette — den er befriget. Tårnet falder. Barnet ler. Der er intet vidne til stede, som er mere virkeligt end faldet.

“I begynderens sind er der mange muligheder, men i ekspertens sind er der få.”

— Shunryu Suzuki, Zen Mind, Beginner's Mind

Brødet brækket ved et lille køkkenbord, blokktårnet bygget klokken 16 på en tirsdag — kristendommen beder dig ikke om at opløse sorgen før du knæler på det gulv. Den beder dig om at genkende knælende som holdningen, hvor riget ankommer. Dit tidligere selv måtte dø; det er ikke metafor men doktrin. Graven er ikke en omvej. Personen, der legede uden viden, var ikke mere helliget — de var blot tidligere, og tidligere er ikke det samme som helt. Det, du kalder sorg, kalder kristendommen det korrekte svar på døden, som altid går forud for det nye. Du leger ikke på låtsebasis i det stue. Du deltager i et mønster, der er ældre end spillet: nedgang først, derefter åbner døren sig indefra.

“Medmindre et hvedekorn falder i jorden og dør, forbliver det alene; men hvis det dør, bærer det meget frugt.”

— Joh 12,24, ESV

Eksistentialismen har lidt tålmodighed med sentimentaliteten omkring tabte selver, fordi den fornægter, at den tidligere version var mere autentisk dig — den var kun tidligere. Du var mindre informeret, ikke mere til stede. Sorgen positionerer uvidenhed som uskyld og kalder det et tab, hvilket er en historie, du vælger at fortælle, ikke en kendsgerning, værelset indeholder. Dit barn leger ikke med personen, du var; dit barn leger med den hånd, der dukkede op i dag, på dette specifikke gulv, i dette lys. Den hånd er et valg, du gjorde. Sartres pointe var aldrig, at øjeblikket er uden smerte — det var, at angsten over frihed er beviset på, at du stadig vælger. Sorgen er rigtig. At gøre den obligatorisk er skønlitteraturen.

“Mennesket er ikke andet end det, det gør sig selv til.”

— Jean-Paul Sartre, Existentialism Is a Humanism

Sufismen lader dig ikke ramme dette som skade. Det selv, du sørger over, var en slør — ikke en kostbar genstand men en hindring mellem dig og det, Rumi kalder sødammen, oprindelsen som røret husker, selv mens det leger. Den Elskede river ikke slør som straf; rivningen er selve kærligheden, som er for stor for den dækkede form. Det, du oplever som sorg på det gulv, dit barns små hånd, der guider legetøjshesten over tæppet, er det, sufismen navngiver separationens musik — som er det samme som hjemkomstens musik. Røret græder, fordi det bliver spillet. Gråden og musikken er ikke to begivenheder. Du er ikke en formindsket person, der leger et børnespil. Du er et blæst instrument, der opdager, hvad det blev skabt for at gøre.

“Lyt til røret, hvordan det fortæller en historie om separationer.”

— Rumi, Masnavi, Bog I, åbningsvers

Camus lover ikke, at sorgen løser sig. Han lover noget mærkeligt: at personen, der kender det absurde og handler alligevel, er mere alive end personen, der handlede ud fra uskyld. Du løfter gaflen over den tomme tallerken. Du laver den specifikke lyd, dit barn har brug for. Ergens i dit bryst ser det gamle selv på og dør ikke og taler ikke. Absurdisme navngiver denne stilhed ikke som sår men som klarhed — du ser det fulde vægt af det, du gør, og du gør det alligevel, ikke fordi det opløses i betydning men fordi handlingen er det eneste ærlige træk tilbage. Sisyfos bliver ikke forløst. Han bliver ikke ødelagt heller. Han er på gulvet klokken 16 på en tirsdag, og Camus insisterer på, at vi må forestille os ham fuldstændigt til stede.

“Man må forestille sig Sisyfos lykkelig.”

— Albert Camus, The Myth of Sisyphus