Hvis nabofællesskabet har taget fejl om alt i årevis, gør det dig medskyldig at blive, eller er du bare den eneste, der bremser det?

Diogenes havde ingen tålmodighed med manden, der blev tilbage ved hoffet for at moderere dets grusomhed. Moderering, ville han sige, er hvad hoffet kalder samvittigheden, det har gjort tam. Du er ikke bremsen på denne forenings — du er dens mest nyttige udstilling. De vifter med dit navn ved hver dårlig beslutning som med en fakkel: se, selv den fornuftige blev, selv den fornuftige underskrev. Den varme du føler ved at være den fornuftige er præcis det brændstof, de brænder. En hund går uden tale. Uden procedurer. Uden endnu et møde. Hunden er ikke hjertesløs; hunden nægter blot at være institutionens bevis på, at institutionen kan reformeres.

“De store tyve fører den lille tyv væk.”

— Diogenes fra Sinope, optegnet i Diogenes Laërtius, Livene af de berømte filosoffer

Hadithen er præcis: enhver der ser en uret, skal ændre den med sin hånd — og hvis han ikke kan med sin hånd, så med sin tunge — og hvis han ikke kan, så med sit hjerte, det sidste værende troens svageste form. Det hadithen ikke tillader er fiktivelsesat, at du kan gå ud uden at være skyld. Dit rene tilbagetræden er ikke uskyld; det er hånden tilbagetrukket, tungen tavs, hjertet flyttet til hvor det ikke kan være ubelageligt. Amanah'en — tilliden som er placeret hos dig af naboerne, som ikke kan møde op, som ikke kan navigere proceduren, som er underlagt det, som denne forening bestemmer — denne tillid opløses ikke når du finder møderne uudholdelige. Det bliver tungere.

“Enhver af jer som ser en uret, skal ændre den med sin hånd.”

— Sahih Muslim, Bog 1, Hadith 84

Sartres indsigt var ikke, at dårlig tro er behagelig — det er, at dårlig tro er forsøget på at konvertere et autentisk valg til en tilstand, at sige jeg havde ingen mulighed i stedet for jeg valgte dette. Du er medskyldig og den eneste bremse samtidigt, uden nogen løsning mellem disse to fakta, og du har prøvet at sætte denne dobbelte vægt ned i måneder ved at finde det svar, der løfter den ene side af den. Der findes intet sådan svar. At blive er et valg med rigtige omkostninger inklusive moralske. At gå er et valg med rigtige omkostninger inklusive moralske. Manden, der går ud af en bygning der brænder, holder sine hænder rene i en specifik forstand. Kald det hvad det er. Beslut derefter. Beslut igen næste måned.

“Mennesket er fordømt til frihed; fordi når det først er kastet ind i verden, er det ansvarligt for alt det, som det gør.”

— Jean-Paul Sartre, Eksistentialismen er et Humanisme

Arjunas krise på Kurukshetra var ikke taktisk — det var troen på at slagmarken selv var en dom over hans sjæl, at at stå der betyder at godkende det den indeholder. Krishnas svar var ikke trøst; det var en omdefinering af spørgsmålet. Marken er hvor din dharma ligger. Det er ikke en dom på din natur. Stem rigtigt. Tal rigtigt. Dokumentér hvert møde hvor du blev stemt ned. Din retskaffenhed formindskes ikke af deres uretskaffenhed, og dit bortgang retter intet, der allerede er blevet besluttet. Frugten af handlingen — om foreningen ændres, om nogen bemærker det — det er ikke dit at besidde eller at bruge som grund til at blive eller gå. Gør din pligt, der ligger foran dig.

“Lad retfærdige gerninger være dit motiv, ikke frugten som kommer fra dem.”

— Bhagavad Gita 2.47

Camus forstod, at Sisyfos ikke skubber stenen under illusionen om, at den vil blive ved toppen. Det absurde heltemodig — at stenenen vil vende tilbage, at komitéen vil konvertere individuel samvittighed til kollektiv inerti, at det fluorescerende lys vil flimre på samme måde ved næste møde om hegnsfarver — denne viden er ikke grund til at stoppe. Det er den faktiske tilstand for handlingen. Du stemte ja på overgangen. Du kørte hjem alene. Du kom tilbage. Det tilbagekomst, gjort uden håbets beskyttelse, er den eneste gestus, der ikke kan blive hjemmegørelsen af institutionen, for den spørger intet fra institutionen til gengæld. Man skal forestille sig nabofællesskabsmedlemmet tilfreds.

“Man skal forestille sig Sisyfos tilfreds.”

— Albert Camus, Myte om Sisyfos