Hvordan finder du mening i lidelse?

Buddhas første prædiken åbnede ikke med et løfte om lindring. Det åbnede med en anerkendelse: der er lidelse. Dette er ikke pessimisme; det er en ende på spillet med at foregive. Lidelse opstår når vi hænger fast ved det, som må ændre sig. Vejen ud er ikke at undfly smerten, men at stop med at tilføje en anden pil — modstanden, historien, vægringen. Den første pil er begivenheden. Den anden pil er hvad vi gør med begivenheden. Buddhismen lærer, at du næsten altid kan undgå den første. Du kan næsten altid nægte den anden. Det at nægte den er hvor fred kommer ind.

“Smerte er uundgåelig. Lidelse er valgfri.”

— Zen-formulering af dukkha og den anden pil

Kristendommen vender ikke blikket væk fra lidelse. Dens centrale symbol er en mand tortureret til døde af staten. Påstanden er dristig: at denne specifikke død, fuldt indgået i, blev det hængsel, som virkeligheden drejer på. Som en forlængelse heraf er din lidelse — den mindre, daglige slags — ikke uden for historien. Den kan forbindes med noget forløsende. Dette er ikke et løfte om, at Gud forårsagede din smerte, eller havde brug for, at du havde det, eller planlagde det. Det er et løfte om, at lidelse ikke er undtaget fra forklaring. Selv såret i den opstandne krop er stadig et sår. Det er også nu en dør.

“Vi glæder os i vores lidelser, da vi ved at lidelse producerer udholdenhed.”

— Romerbrevet 5:3

Sufisme lover ikke at få smerten til at stoppe. Det lover at smerten, når den holdes rigtigt, er den meget rute som den Elskede bruger for at nå dig. Egoen er en lukket dør. Lidelse er koben. Rumi skriver om at blive brudt op så ofte, at hans metaforer bliver næsten erotiske — røret skåret fra rørbeden, fløjten der synger kun fordi den er hul og torn. Du bliver ikke straffet. Du bliver stemt. Hvis du kan forblive til stede for længslen uden at numme den, bliver længslen selv en form for forening.

“Såret er stedet hvor Lyset kommer ind i dig.”

— Rumi

Marcus Aurelius, der styrede et imperium i krig, skrev i sin private dagbog, at enhver forhindring for handlingen bliver en ny handling; forhindringen for gangen fremmer gangen. Dette er ikke motivationsposter-materiale — det er skrevet af en mand, der havde begravet børn. Den stoiske position er amor fati: ikke blot at acceptere hvad der sker, men at elske det, fordi hvad der sker er materialet for din karakter. Lidelsen er ikke for noget. Den er det noget. Dit svar er det eneste sted din dyd faktisk kan leve. Alt andet er vejr.

“Hindringen for handling fremmer handling. Det der står i vejen bliver vejen.”

— Marcus Aurelius, Meditationer 5.20

Eksistentialisten nægte trøsten om, at din lidelse har en grund. Universet er ligegyldig. Din smerte blev ikke tildelt dig, ikke valgt for dig, ikke skrevet ind i en større design. Det skete bare. Og alligevel — og dette er hvor eksistentialisme adskiller sig fra simpel fortvivlelse — mening er ikke noget du opdager. Det er noget du laver, i handlingen med at svare. Viktor Frankl, i en koncentrationslejr, så mænd vælge hvilket brød de skulle give væk. Det valg var mening. Lidelsen forårsagede ikke betydningen. Svaret gjorde.

“Alt kan tages fra en menneske med én undtagelse: det sidste af menneskets friheder — at vælge sin holdning under ethvert givet sæt af omstændigheder.”

— Viktor Frankl, Menneskets søgen efter betydning